Jeg har længe, rigtig længe gået med tanker om at stoppe bloggen. Det kan vel næppe komme som en stor overraskelse for nogen. I har ofte givet udtryk for en undring omkring min manglende tilstedeværelse og stadig færre indlæg herinde. Jeg har fortsat længe med de tanker, mens jeg, forgæves, har prøvet at holde fast på den inspiration jeg føler jeg har mistet gennem forløbet. Med tanker omkring at stoppe, følger der desværre også det halvhjertede forsøg jeg har prøvet at fortsætte bloggen med. Og det er jo ikke optimalt. Det yder hverken jer, Looklab eller mig selv nogen retfærdighed. For ikke at snakke om den standard jeg, uopnåeligt, har sat for mig selv. Jeg har hele tiden blogget for min egen skyld, og hvis jeg end ikke selv er tilfreds med hvordan det ser ud, ser jeg mig nødsaget til at stoppe. Inspirationen er tabt og ikke tilstedeværende hos mig på nuværende tidspunkt. I hvert fald ikke under disse forhold. Misforstå mig ikke. Jeg har været glad for at blogge i dette fine fællesskab hos Looklab, men jeg må også erkende, at det er på tide at prøve noget nyt. Dermed sagt, har det været en semi-ambivalent beslutning. Det føles dog helt rigtigt. Maria og jeg har snakket om, når muligheden og tiden byder sig, at slå pjalterne sammen “for alvor” og skabe vores eget lille univers et nyt sted. Når den dag kommer, håber jeg på at se jer alle sammen igen. På den ene eller anden måde.

Afslutningsvis vil jeg, as the end of an era, give jer denne korte video, som Maria og jeg lavede forleden aften. Vi drak rødvin, hørte fransk musik og afprøvede søde Matildes kamera, som vi havde fået lov til at låne. Samtidig kan jeg lige nå , her på falderebet, at flashe ny frisure til jer (man er var vel blogger)

Tusind tak for det hele til alle jer der har fulgt med <3

 

Et lidt for sent nytårsindlæg herfra. Det er vel også efterhånden standarten herinde. Jeg vil dog gerne nå lige at runde 2012 af. Det har uden tvivl været det bedste år for mig. Faktisk er der sket så mange ting, at jeg ikke ved hvor jeg skal starte, i den årlige “året-der-gik”. Dertil er det lige så svært at nævne det hele. Jeg er så heldig en dame, at når jeg tænker over det, og lægger året ud i “godt” og “skidt”, er det helt klart “godt” som står stærkest ved årets beskrivelse. Nuvel, dårlige oplevelser har hændt, det kan jo desværre ikke helt undgås. Når jeg skal beskrive årets største træk, er det de positive som er størst-eksisterende i min erindring. Heldigvis.

I 2012 fik jeg nye og gode bekendtskaber, og synes samtidig at have styrket nuværende og tidligere bekendtskaber. Jeg begyndte at spille på trompet. Jeg var på to forskellige festivaller. Jeg fik lavet en tatovering med mine trillingesøskende. Jeg besøgte nuværende yndlingsby, Berlin for fjerde gang. Jeg har været til en helveds masse koncerter, som jeg slet ikke har antallet på. Jeg fik endnu engang bekræftet hvorfor The Floor Is Made Of Lava egentlig er mit yndlingsband. Jeg oplevede fellow-tvillingepar Kirsten og Marie give intim koncert på mit værelse. Jeg medvirkerede i en TDC reklame. Jeg tog på Interrail og rejste rundt i Europa i 3 uger, og det var et fantastisk eventyr. Jeg flyttede fra mit hjem gennem 17 år, og har flyttet to gange siden. Jeg har drukket for mange bajere med mine venner på den lokale. Jeg har drukket for meget billig papvin på lange sommeraftener. Jeg farvede mit lyse hår mørkt.  Jeg har besøgt Berlinx2, Barcelona, Madrid, Montreux, Paris, Bruxelles, Malaga. Jeg har været på adskillige roadtrips rundt omkring i landet, med de sødeste damer jeg kender. Jeg har været til morgenfest i yndlingsbands øvelokale/studie. Jeg har skabt spændende projekter med spændende mennesker. Jeg er blevet del af Looklab. Jeg har investeret i et analog kamera. Jeg har været glad, taknemmelig og bevidst om, hvor fucking glad jeg er for mit liv. Dertil vil jeg også gerne nævne hvor glad jeg er for jer. Tak fordi I har fulgt med! Jeg er nu spændt på at se 2013 toppe 2012, om muligt.

Hvis nogle skulle gå og undre sig over, hvordan jeg ser ud (bevares, det har jo været en hel måned siden sidst. Måske har i glemt det?), eller hvad jeg går og laver, vil jeg lige lave et indlæg om dette. Maria tog lige hurtigt disse billeder med min iPhone i dag, derfor den dårlige kvalitet. Smed et af billederne op på min instagram tidligere. Jeg hedder louisethornfeldt og der er jævnt mere aktivitet derinde lige nu, end der er at finde på bloggen. Siden sidst har jeg været til en mængde koncerter, som jeg faktisk ikke har antallet på, ,hængt med nye og gamle venner, været rundt omkring i landet, samt genfundet en lille lyst til at formidle dette gennem bloggen. Dog uden nogen eksistens af billeder som ligger og venter i kameraets hukommelse.

Uden at der skal gå alt for meget rejse-guide-agtig snak i den, kunne jeg godt tænke mig at høre om i har nogle spørgsmål omkring interrail? Der er en del der har været interesseret i konceptet, så jeg tænkte jeg ville lave et helt indlæg omkring dette. Stil en masse spørgsmål, hvis i lyster. Og nu vi er det, så lad os da egentlig bare tage en af de kendte spørgerunder i samme snuptag – hvis i overhovedet har nogle spørgsmål, ellers synes jeg altså det er småpinligt når bloggere forsøger sig på dette.

Da I jo nok har siddet og tjekket hver dag for at se opfølgeren på indlægget fra Madrid, vil jeg nu udløse spændingen.. Ej, jeg har været for lang tid om det, og det beklager jeg – så derfor giver jeg jer nu 28 billeder fra Paris, på en slags in-your-face-agtig-måde. Som jeg skrev i sidste indlæg, blev vores tur lidt for “spændende” da Miranda fik alle sine værdifulde ting stjålet. Derfor blev vi nødt til at bruge en hel dag mere i Madrid, hvor vi måtte en tur på politistationen og den danske ambassade. Vi vidste selvfølgelig at der ikke var noget at gøre, og vi måtte derfor selv finde en ny løsning på problemet. Det var en lang håbløs dag, som endte med at vi måtte sove endnu en dag på gaden (det lyder virkelig mere snusket end det egentlig er). Da vi vågnede næste morgen havde vi heldigvis alle sammen stadig vores ting i behold, så vi besluttede, at nu ville vi fandeme væk fra Madrid. Jeg ville gerne kunne sige at der ikke var langt fra tanke til handling, men det var ikke lige tilfældet. Vi var klar til at hoppe på det næste tog med det samme, men måtte vente hele 6 timer før muligt. Efter 12 timers transport ankom vi endelig til Paris. Vi havde været så heldige at finde net i Madrid, og derfra finde et fint lille værelse vi lejede. Jeg var så håbløs på det tidspunkt, at hvis ikke vi havde haft noget sted at sove, var jeg bare kørt hele vejen hjem. Vi var alle SÅ trætte. Vi blev dog mere en positivt overraskede da vi ankom til værelset. Det lå i det fineste kvarter 5 min. fra Champs-Élysées, på 6. etage med hele 2 altaner. Der var den fineste udsigt (som i kan se på det sidste billede og nr. 19), og en stærkt parisisk stemning. Lige pludselig var vi ikke så trætte mere, og nåede på blot to dage at være på Louvre, besøge Versailles slottet (så flot og fantastisk), være på kanalrundfart, slentre rundt i Montmartre kvarteret, se Eiffeltårnet, Sacre Coeur, Notre Dame og en masse andre seværdigheder. Det var den bedste afslutning på en fantastisk interrailtur. Jeg ville gøre det hele igen hvis jeg kunne!

I dag har jeg og mine trillingesøskende fødselsdag. Jeg er så heldig at jeg først skal møde kl. 12, så jeg har både nået at sove længe, læse, drikke te og høre jazz (tænk ikke over at jeg lyder som en på 45). Og forresten, indlægget fra Paris kommer snart!

Jeg håber ikke at i er stået helt af på interrail indlæggene. Har nemlig flere billeder endnu – her fra Madrid. Fra Malaga skulle vi ud på en lang togtur til næste destination, så vi besluttede os for at holde stop i Madrid. Faktisk var det meningen vi kun ville være der én enkelt dag, fra morgen da vi ankom, til vi kunne tage et tog om natten. Vi fik set rigtig meget af byen på en dag, og jeg må sige at jeg blev positivt overrasket. Det gjorde vi faktisk alle. Det var meget i samme tilfælde som da vi stoppede i Barcelona for en dag. Ingen af os kendte byen på nogen måde i forvejen. Hvad vi så ikke havde forventet eller turde håbe på, skete dog i Madrid. Der var ikke mulighed for at køre med det planlagte tog om natten, så vi måtte tage en all-nighter #2, som i selv samme by skulle blive til all-nighter #3. Som beskrevet tidligere havde vi ikke hverken energi, penge eller overskud til at finde et hotelværelse, og besluttede os derfor for at smide vores trætte korpuser samt rygsække i en stor park midt i byen. Netop som vi allesammen var ved at falde i søvn, vågner vi ved at sprinklerne fandme begynder. Vi skyndte os væk derfra, og da der kun var to timer til at banegården åbnede på ny (de har lukket fra kl 2-5 ca) besluttede vi os for at lægge os foran banegården. Efter en time bliver vi vækket af en spansk vagt, som desperat prøvede at sige noget til os, som vi på ingen måde forstod (vi forstod ok hentydningen om at vi nok ikke måtte ligge der). Vi blev hvor vi var, som resulterede i, at vi efter blot en halv time efter bliver vækket af ny dårlig engelsktalende vagt. Denne gang beslutter vi os for at flytte os, da klokken var rundet 5, og vi nu kunne ligge os ind på banegården og sove. Til Mirandas store forskrækkelse opdager hun at hendes taske er blevet stjålet. Hun havde i sin træthed ikke taget højde for, at ingen af os havde en hånd på den taske. Alle hendes værdifulde ting lå i den taske. Hendes interrailbillet, pas, penge, kørekort, kamera osv. Fuck, vi havde et virkelig stort problem. En interrail billet kan man ikke få forsikret og vi var over 2400 kilometer hjemmefra i et seriøst dårligt engelsktalende land. Dette stunt tog vores eventyr på helt nye højder.

Tredje stop på turen var Barcelona. Her fik vi desværre ikke rigtig taget nogle billeder. Ingen af os havde besøgt byen før, så vi steg bare af toget med vores store rygsække på ryggen og gik ud for at udforske den varme storby. Vi fik smidt vores rygsække og spenderede dagen på at prøve at nå se de seværdigheder byen havde at byde på. Vi var alle meget begejstrede for byen, og var derfor kede af at vi kun havde valgt blive der én dag. Om aftenen satte vi os ned på den mørke strand, og sad nede ved vandet og drak Tinto De Verano, som mere eller mindre var vores yndlingsdrik på hele turen (vi er ved at få den udbredt i vores omgangskreds herhjemme!). Anyways, når man er 4 fattige piger på backpackin’  arg, det er måske lige meget nok, interrail it is – har man ikke råd til at overnatte alle stederne. Eller, vi havde ikke. Således blev Barcelona den første by vi tog en all-nighter og sov 2 timer ude foran banegården, inden vi skulle med toget kl 6:00 næste morgen. Ægte interrail stil.

Næste morgen hoppede vi på toget mod Malaga. Det var heldigvis kun en strejkning på 6 timer. I Malaga blev vi hentet af Mirandas mormor som bor nær den mindre by Competa. Jep, Miranda har familie lidt rundt omkring i verden. En far i Montreux og en mormor i Competa gør en interrail tur betydeligt billigere, og giver et meget bedre indblik i det forskellige lande. Hendes mormor bor helt øverst på et bjerg med nærmest ingen andre huse i nærheden. Det er det fineste spanske hus, som vi virkelig nød at bo i. En af dagene tog Carlos og med rundt langs den flotteste kyst, hvor vi besøgte små spanske byer og badede i varme kilder. Desværre er der sket en fejl på kameraet, så de fleste af billederne derfra er forsvundet. Størstedelen af de overlevede billeder er nogle jeg tog, til min store underholdning og til deres irritation, af de andre der flader den i poolen. Karma er en bitch.

]]> http://louisesfashiontale.looklab.dk/ikke-kategoriseret/interrail-iii-malaga/feed/ 4 http://louisesfashiontale.looklab.dk/ikke-kategoriseret/interrail-ii-montreux/?utm_source=rss&utm_medium=rss&utm_campaign=interrail-ii-montreux http://louisesfashiontale.looklab.dk/ikke-kategoriseret/interrail-ii-montreux/#comments Mon, 13 Aug 2012 22:56:29 +0000 Louise http://louisesfashiontale.looklab.dk/?p=1889

Har været lidt for lang tid om at få lavet dette indlæg, men som i nok kender, tager den ene dag den anden når man har ferie og har det sjovt og godt. Om ikke andet fik jeg nu endelig sorteret billederne fra Montreux. Her boede vi, som nævnt, hos Mirandas far. Han bor i et fint hus oppe i bjergene i den lille by, Blonay. Vi hilste på noget af Mirandas franske familie, og fik på den måde et godt indblik i den franske kultur. Så fint og hyggeligt. Vi boede i det flotteste landskab, og vågnede hver morgen med udsigten over bjergene og en flod der altid havde den klareste blå farve. En af dagene tog Mirandas far, Marcel, os med en tur højst oppe i bjergene. Jeg har sjældent aldrig besøgt så smuk natur. Vi befandt os hele tiden i ren idyl. Montreux holder hvert år verdens største jazzfestival, og da jeg er ret stor fan af jazz kunne det ikke passe meget bedre, at det fandt sted alle de dage vi var der. Vi hørte Bombay Bicycle Club for anden gang denne sommer, med stor begejstring og glæde. En anden dag mødte vi nogle af Mirandas venner dernede, som vi havde det virkelig sjovt med, trods de forskellige nationaliteter.

Hvis ikke jeg fik nævnt det i tidligere indlæg, havde vi en fucking fantastisk tur. Det er en af de der rejser man slet ikke har lyst til skal ende igen. Vi startede i Berlin, hvor det her ville føles som den perfekte start på vores eventyr. Og det var det. Vores begejstring for byen har altid været stor, så derfor valgte vi, trods den lille omvej, at det skulle være første stop. Da det for mig og Marias vedkommende var 4. gang vi besøgte byen, samt AS’ 3. tog vi det meget afslappet. Vi fik set nogle af de ting man skal se når man er dernede, og hyggede os ellers bare. Da vi ankom fandt vi et (billigt!) youth hostel på Kreuzberg, som var rigtig fint. Her boede vi på et otte mands værelse, med en anden dansker, hollænder, svensker og israeler (hedder det det?), som vi en af dagene gik ud og drak lidt for mange øl med, i den såkaldte “Beer Garden” nær vi boede. Det var virkelig sjovt! Vi mødte så mange forskellige sjove mennesker, og havde det generelt bare virkelig sjovt og godt.